Meget nyt siden sidst... Eller ihvertfald i vores lille begrænsede verden hernede i Saarbrücken.
Torsdag den 1.marts midt om natten, faktisk timet meget godt med min natamning, dukkede Thomas og Majbritt og tvillingerne op. Det var rigtig hyggeligt og vi fik gået nogle ture, spillet spil, snakket, spist... Ja, tror vi fik vendt det hele og det var dejligt at lære tvillingerne bedre at kende i stedet for "bare" at se dem på billeder. Søndag aften kørte de mod DK igen og vi nød stilheden... :-D Theodor var meget interesseret i de dersens store babyer og var da også godt mættet af indtryk om mandagen, så han sov godt.. hvilket han nu egentligt altid gør..
Mandag aften var Jesper alene hjemme med Theodor igen og efter et par knapt så vellykkede mandage aftener, var lykken denne mandag at få lidt MME, så man blev ordentligt mæt og dermed havde overskud til at huje lidt med Far. Ihvertfald var det en helt anden Jesper og Theodor jeg kom hjem til, hvilket jo var super dejligt.. Vi håber at det ikke kun var en engangsforestilling og at det bliver lige så godt næste mandag.
Igår var det så atter tid til et nyt eventyr for den lille herre, vi skulle nemlig til babysvømning for første gang. Så godt læsset med håndklæder, bleer, tørt tøj, svømmebleer osv. begav vi os afsted. Og det gik bare rigtig godt.. Han græd ikke en eneste gang på trods af slugt vand og vand i øjnene og en masse nye lyde og indtryk. Han grinede dog heller ikke højt eller plaskede helt vildt, men var afmålt opmærksom og en lille smule betuttet. Han sov godt i nat og er idag allerede igang med lur nummer tre, så der er nok lige nogle indtryk der skal bearbejdes.
Så nu glæder vi os til et par rolige dage og ikke mindst weekend. Og så kommer min Mut i næste uge, hvilket bliver super hyggeligt!!
Knus for nu..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar